I snit dør der mere end 1 om dagen i Afghanistan. Så sent som i går døde 4 (Politiken). Det er kolde fakta. Fakta der for mange er baggrund for en lyst til, eller måske et håb om, at Danmark trækker sig ud af Afghanistan. Jeg ved ikke, hvor jeg står. På den ene side kan jeg godt forstå dem, der vil ud. Kan det passe, at der alene på baggrund af krigen i Afghanistan skal der i snit ringes et forældrepar, en kone eller en mand op om dagen og overbringens det værste budskab? Kan det passe at der børn, der aldrig skal opleve far eller mor kommer ind af døren igen? Sådan er det. Sådan er krig i dag og har altid været. Spørgsmålet er om dette er en pris, man er villig til at betale?
Antal tab af menneskeliv (soldater) i Afghanistan fordelt pr. måned (Kilde: Wikimedia.org 19/6-2010)
Jeg har læst om folk og talt med folk, der har været der. Mange af dem mener, at man/vi gør det rigtige. De mener, at vi gør det eneste rigtige ved at blive og opbygge landet. De mener at hvis vi trækker os ud nu, så tæt på mål om man vil, at alle de mange (1,725 pr. 7 juni, 2010) døde har været forgæves, da alting vi har opbygget vil falde fra hinanden. Jeg forstår dem godt. Hvis du oplever, at tingene går frem af. Hvis du føler og kan se at tingene er på den rette vej, virker det det besynderligt at trække sig ud nu. Problemet er bare, at det deres 5.5 millioner landsmænd, altså os, ser er ikke at tingene går frem af. Vi ser ikke hvordan, folk måske føler sig mere trykke. Det vi ser er det, om man vil, rædselsbillede medierne tegner at krigen. Et billede tegnet med hårde fakta og voldsomme billeder. Det er det billede, vi ser her hjemme.
ISAF's Logo (Kilde: Wikimedia.org)
Der går stort set ikke en dag uden, at du i TV-avisen, i din morgenavis eller anden foretrukken nyhedskilde ser en overskrift, vedrørende en bombe der er sprunget, og en (eller flere) soldat(er) har mistet livet i Afghanistan eller en anden krigszone. Problemet med at vi kun modtager historier om folk der dør og kommer tilskade er, at medierne og befolkningen generelt har en tendens til at lade alle disse tragedier overskygge, de få gode historier der skrives omkring hvad der sker i Afghanistan. Og det er ikke mange af dem der kommer i forvejen. Problemet er at en historie omkring hvordan en landsby i Afghanistan, måske lige pludselig kan slappe af og leve et stille og fedeligt liv grundet ISAF indstats ikke sælger aviser, og derfor ikke skrives. Men er det ikke disse små ‘lykke’-historier, der er lige så vigtige som dem om dødsfaldene? Jo, for mig at se, er det vigtigt at vi hører om dødsfaldene, men så sandelig også at vi hører om alle de små lykke historier. Hvis vi, som vi gør for tiden, kun bliver præsenteret for den ene side af sagen, har vi i sagens natur, ikke en ærlig chance for at have en vel argumenteret mening om krigen og vores indstats.
Det her er hvad krigen i Afghanistan handler om - at skabe fred og tryghed. Her Norske soldater fra ISAF i gang med genopbygningen af en landsby (Kilde: Wikimedia.org)
Det er alt sammen på et politisk eller et samfundsfagligt plan. Men hvordan påvirker krigen soldaterene på et personligt plan? Hvordan bliver de påvirket mentalt? Der er så mange vinkler at belyse denne konflikt på, og hver gang du begynder på en vinkel, finder du en ny der måske er endnu bedre. Krig er noget forbandet rod, og denne krig er ingen undtagelse. Forhåbentligt kan dette dog hjælpe jer, lige som det har hjulpet mig, med at prøve at finde en holdning til hvad der sker og hvad man synes.